Efter i en periode at have ligget over niveauet fra 2011, var der i september 2012 færre konkurser end i tilsvarende måned 2011, viser de seneste tal fra data- og analysevirksomheden Experian. Dermed synes den opadgående kurve i konkursomfanget at være bremset for en stund.
September blev måneden, hvor konkurskurven atter knækker i den rigtige retning, viser de seneste tal fra data- og analysevirksomheden Experian.
"Vi ser atter et svagt fald i antallet af konkurser, fra 443 sidste år til 421 i år , hvilket i sig selv er positivt. Det er også godt at se, at danske selskaber holder hænderne på roret, selvom bølgerne går højt. Bortset fra sommerens lette stigninger har niveauet været jævnt faldende siden november 2010, og det spejler godt den stabilitet, vi ser af de årsregnskaber, Experian har fået ind,” siger nordisk kommunikations- og marketingdirektør Kim Bach, men understreger, at der stadig er langt tilbage til niveauet fra før krisen satte ind.
”Månedens nedgang i antallet af konkurser er kun et lille fald fra et højt udgangspunkt og kan meget vel blot være et lille pusterum i en fortsat vanskelig situation, hvor især små og mellemstore virksomheder indenfor industri, detailhandel, landbrug, hotel og restauration er presset enten af lavt privatforbrug eller af mangel på finansiering eller begge dele på én gang,” siger Bo Sandberg, cheføkonom i erhvervsorganisationen Dansk Erhverv.
Især udviklingen i det indenlandske forbrug er træg. ”Konjunkturerne gør befolkningen usikker, så de vælger at
holde på pengene frem for at forbruge. Det er ikke meget, der frigives til forbrug, uanset udbetalingen af efterlønsmidler. De fleste benytter lejligheden til at afbetale på dyre privatlån og måske arbejde sig ud af privatgæld og RKI eller spare op,” siger Kim Bach.
De fleste landsdele har i det forløbne år oplevet færre konkurser end året før. Blandt undtagelserne er dog både Østjylland (+3,0 pct.), Sydjylland (+1,7 pct.) og Nordjylland (+1,4 pct.), mens Midt- og Vestjylland som eneste jyske landsdel har formået at navigere udenom de kraftige konkursbølger, idet konkursantallet her er faldet 10 pct. det seneste år – mod 6,2 pct. på landsplan.
”Mens hovedstaden domineres af servicesektorens erhverv, er Jylland noget mere præget af konjunkturfølsomme brancher som industri, byggeri og landbrug", siger Dansk Erhvervs cheføkonom.
Midt- og Vestjylland er dog solstrålehistorien. Det er den mest eksporttunge region i landet – og regionens eksport går vel at mærke ikke kun til de recessionsplagede nærmarkeder, men også til lande som USA, Kina og Rusland.
”Netop eksportvirksomhederne har i det seneste år vundet betydelige konkurrencefordele via den faldende effektive kronekurs. Herudover er Midt- og Vestjylland teknologitung og har også mange højtuddannede videns-arbejdspladser indenfor erhvervsservice, der er knapt så følsomme overfor konjunkturudsving, som eksempelvis byggebranchen og detailhandlen er. Den kendsgerning bidrager til, at Midt- og Vestjylland i øjeblikket navigerer udenom konkursbølgen,” siger cheføkonom Bo Sandberg, Dansk Erhverv.
Experian - Nordisk kommunikations- og marketingdirektør Kim Bach: mobil 53611308
Dansk Erhverv - Cheføkonom Bo Sandberg: mobil 28503819