Experian Denmark Launches a New Online Consumer Service Dininfo.dk (yourinfo.dk)

Fremover kan danskerne døgnet rundt og ganske gratis søge information om sig selv på nettet i RKI registret over dårlige betalere

Dårlige Betalere Kan Nu Tjekke Deres RKI Status På Nettet

Fremover kan danskerne døgnet rundt og ganske gratis søge information om sig selv på nettet i RKI registret over dårlige betalere. Kredit-og analysevirksomheden Experian, som står bag RKI registret, lancerer nu webportalen www.dininfo.dk – en helt ny selvbetjeningsservice, der med en personlig digital signatur og et par klik på musen nemt og hurtigt giver et overblik over ens egen status i RKI registret.

Experian lancerer nu en webportal, www.dininfo.dk, hvor man døgnets 24 timer har mulighed for at tjekke, om man stadig er registreret i RKI registret som dårlig betaler og i så fald, hvilket firma, der har indberettet en, hvornår registreringen er sket, og hvor meget man skylder. Det kan foregå, lige når det passer en, det er sikkert og anonymt – og helt gratis.

”De fleste dårlige betalere er ikke stolte af at være registreret i RKI registret. Derfor kan det også være en penibel situation og opleves som grænseoverskridende at skulle gribe telefonen og ringe til Experians Forbrugerservice, hvis man vil vide, om man står i RKI registret eller har spørgsmål til sin registrering. Med den nye portal ønsker vi at give folk et supplement til vores telefonservice, så man på en nem og anonym måde kan få adgang til ens oplysninger,” siger kommunikationschef i Experian, Camilla Rose.

Flere dårlige betalere
Hos Experian, hvor man har mere end 40 års erfaring med at registrere dårlige betalere i Danmark, forudser man, at flere vil opleve at blive registreret i RKI registret de kommende år og dermed få behov for et overblik over deres RKI status på dininfo.dk. Flere og flere virksomheder er blevet stadigt mere effektive til at indberette til RKI registret. Samtidig er den nedadgående kurve over antallet af dårlige betalere, som det har gjort sig gældende de senere år, nu knækket, og der er konstateret en mindre stigning i antallet af registrerede i RKI registret blandt privatpersoner.

”Vi så tilbage i 1980’erne, hvordan de ringe økonomiske tider og den høje arbejdsløshed skabte en masse dårlige betalere i Danmark. I dag ser det langt fra så grelt ud, men med finanskrisens indtog med fyringer og konkurser, kan man frygte et lignende scenarie i fremtiden. Vi vil gerne hjælpe forbrugerne og samtidig tage et samfundsmæssigt ansvar. For jo mere forgældet en person bliver, desto dyrere bliver det i sidste ende for samfundet,” siger Camilla Rose.

Med dininfo.dk håber Experian, at flere skyldnere vil få det overblik over deres situation der er afgørende for at de kan blive ansporet til at komme ud af den negative spiral, som man ofte oplever, hvor den gældplagede stifter større og større gæld. Samtidig kan løsningen være med til at skabe en bedre dialog mellem inkassopartnerne og skyldnerne.

”Vi ser dininfo.dk som et vigtigt skridt på vejen til i endnu højere grad at hjælpe forbrugerne og forbedre kreditmiljøet herhjemme til gavn for den enkelte skyldner, de danske virksomheder og for samfundet som helhed,” siger Camilla Rose.

I øjeblikket ringer eller skriver omkring 350 mennesker hver dag til Experians Forbrugerservice og får oplysninger om deres registrering i RKI registret og rådgivning om deres handlemuligheder. Denne service fortsætter sideløbende med dininfo.dk. Experians forventer en nedgang i antallet af opkald i takt med introduktionen af den nye portal, som Forbrugerservice så vil kunne bruge på mere tid og kvalitet i den personlige rådgivning.

For mere information kontakt:
Camilla Rose, kommunikationschef i Experian, e-mail cro@experian.dk, telefon 28 19 29 09

Om dininfo.dk:
På dininfo.dk kan privatpersoner nu få personlig aktindsigt i RKI registerets oplysninger om dem selv. Er man ikke blevet indberettet af en virksomhed som dårlig betaler, vil man naturligvis ikke være at finde i Experians RKI register.

Servicen kan bl.a. give oplysninger om:

  • Hvorvidt man er registreret
  • dHvor meget man skylde
  • Hvem man skylder penge til
  • Hvornår man er blevet registreret

Fordele ved at benytte dininfo.dk

  • Sikkert
  • Anonymt
  • Hurtigt og nemt
  • Adgang når det passer en – adgang døgnets 24 timer
  • Gratis
  • Skaber overblik

Hvordan får man adgang?

  • Man logger på og får adgang til sine oplysninger med Digital Signatur eller med net-ID.
  • Se mere på www.dininfo.dk

Om Experian:
Experian hjælper virksomheder og organisationer med at øge deres indtjening. Det gør Experian ved at stille viden og værktøjer til rådighed, der øger salget, målretter markedsføringen og reducerer risikoen for tab.

Experian i Danmark består bl.a. af Experian RKI, som er Danmarks største register over dårlige betalere, Experian KOB, som er Danmarks største erhvervsdatabase samt Experian Decision Analytics (tidligere Experian Scorex), som leverer en unik kombination af dataintelligente teknologier og konsulentbaserede, skræddersyede løsninger til virksomheder inden for Risk Management.

Experian er markedsledende i Danmark og er et datterselskab af det børsnoterede Experian, som er repræsenteret over det meste af verden. Læs mere om Experian på www.experian.dk

Top